-
Knivstik ved københavnsk gamercafé sender to på hospitalet
المصدر: BDK Borsnyt / 30 مارس 2024 00:26:21 America/New_York
En 34-årig mand og en 28-årig mand blev fredag aften afleveret på hospitalet med knivstik, efter at der opstod en konflikt mellem "nogle grupperinger" omkring en internetcafé ved Parken i København. Det oplyser Kenneth Hviid Simonsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, lørdag morgen. De to mænd er fortsat på hospitalet, men politiet vil ikke fortælle, hvilken tilstand mændene er i. Mændene blev afleveret på hospitalet af pårørende og ikke af en ambulance. Politiet fortalte tidligt lørdag morgen, at den ene af de to menes at have stukket den anden. Derfor bliver han lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Grundet hans skader sker det muligvis in absentia. Politiet er stadig ved at finde ud af, hvem der har stukket ham, der lørdag skal fremstilles, men det menes altså ikke at være den anden person, som blev indlagt på hospitalet. Adspurgt om, hvorvidt knivstikkene kan være sket i forbindelse med et opgør i bandemiljøet, svarede vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg tidligt lørdag morgen, at det er der "ikke umiddelbart" er indikationer på det. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/samfund/knivstik-ved-koebenhavnsk-gamercafe-sender-to-paa-hospitalet